fredag den 4. april 2008

TIng nr. 15: Wikipedia - oprettelse/redigering af artikel

Her støder vi kontant ind i et af problemerne med de brugerstyrede wikis. Båtnakker inden for vores kommunegrænse har ikke kunnet dy sig for at tilføje et par fuck'er o.l. i artikler i Wikipedia. Reaktionen fra Wikipedias administrator var hurtig: alle indlæg fra Skanderborg Kommunes IP-adresse blev simpelt hen lukket - "grundet gentagent hærværk".

Det betyder, at man på ting nr. 15 ikke kan arbejde med indlæg og rettelse i Wikipedia fra terminaler på bibliotekerne. Har man drømme om at påvirke indholdet i Wikipedia som forfatter eller revser, må det desværre ske fra hjemmecomputeren.

Så den efterfølgende vejledning er bare til læsning eller til brug i hjemmet, og der er ingen billedvejledning, da nærkontakten med den danske Wikipedia's hjemmeside fik instruktørens (godt nok lidt bedagede) bærbare til at gå helt i sort:

Er du med endnu, så gå ind på den danske Wikipedia -

http://da.wikipedia.org/

Her vælger man øverst på siden "Opret en konto", og formularen hertil udfyldes, som man efterhånden kender proceduren fra de tidligere ting.

I forbindelse med oprettelsen skal der sendes en bekræftelse til din mailboks. Brug IKKE din mail-adresse på bibliotekets net, da denne lader til at gå ind under bandlysningen af Skanderborg Kommune. Bedst er nok den private e-mail-adresse.

Når bekræftelsen fra wikipedia er modtaget i indbakken, kan man (igen) logge ind på

http://da.wikipedia.org/

Hjemmesiden ser ikke anderledes ud, men øverst i billedet er der diskret tilføjet en personlig menu-linie - og nu kan man begynde at sætte sit præg på Wikipedia.


Vejledning i redigering

Før en redigering kan begynde, skal man selvfølgelig finde den artikel, der trænger til rettelser eller tilføjelser. Dette gøres via søgefeltet på forsiden, så hvis du ikke allerede er logget ind, så gå straks til

http://da.wikipedia.org/

ALLE artikler er åbne for redigering, så hver artikel har en række faneblade for oven til blandt andet dette formål.

Det vigtigste faneblad er Redigér, der selvfølgelig vælges, hvis man ønsker at redigere.

Diskussion giver mulighed for at debattere enkelte artikler og deres indhold. Denne funktion bruges især, hvis artikler lader til at indeholde uholdbare eller kontroversielle oplysninger.

Historik giver er indblik i, hvor meget og hvor ofte en artikel er blevet ændret. Man kan endda se evt. tidligere versioner af artiklen

Når man redigerer i wiki-artikler, skriver man uden formatering. Det vil sige, at man skriver en ren tekst uden fx fed skrift, links og punktopstillinger. Formatteringen indsættes ved hjælp af en række simple koder eller ved at anvende menulinien over redigeringsvinduet.

Når man er færdig med sine ændringer til en artikel og formateringen er i orden, skal man bare vælge Gem side - og man har tilføjet indhold og sat sit præg på Wikipedia. Prøv det, hvis du har forudsætningerne i orden.

Afslut med at fortælle lidt om erfaringerne med redaktørjobbet på Wikipedia på din blog!

Har Du bare været med på en kigger i Wikipedia, vil Bente gerne kunne se lidt herom samme sted.

Lagt ind af Knud Weile 20080404 efter store wiki-problemer på hjemmefronten

0 kommentarer: